Tekstilindustrien

Globaliseringen har været en fordel for os i den vestlige verden, da den har ført til billigere forbrugsvarer. Men prisen betales af arbejderne i de lande hvor varerne bliver produceret. Tekstilindustrien er et af de steder hvor forholdene for arbejderne er værst.

Fra 1980′erne og frem har der på globalt plan været et opgør med handelsbarrierer og nationale subsidier, og kapital og varer bevæger sig i stigende grad uhindret på tværs af landegrænser. Fortalere for global frihandel argumenter for at fri konkurrence i sidste ende ville gavne alle parter.

Men sådan er situationen desværre langt fra. Fordelene ved den frie konkurrence er ikke nået til de dele af verden, hvor store dele af det tøj man kan købe i butikkerne bliver produceret. For arbejderne i denne industri er normen arbejdsforhold som ligger meget langt fra hvad man på nogen måde kan kalde anstændige, og arbejderne og fabrikkerne er fanget i en ond spiral som de ikke kan komme ud af.

Tekstilindustrien er lavteknologisk, arbejdsintensiv og er præget af unge ugifte kvinder som er migreret fra land til by. Udskiftningen i arbejdsstyrken er stor, og fagforeningsgraden er lille. Dette giver arbejderne meget ringe muligheder for at sige fra over for deres arbejdsgivere og kræve forbedrede forhold.

Desuden hersker der på internationalt plan en konkurrerence om arbejdspladser blandt de fattigste lande, som gør at staten fører en aktiv politik omkring at sørge for lave lønninger og at arbejderne ingen rettigheder har. Formålet er at gøre landet attraktivt for udenlandske firmaer der ønsker så fri, billig og uforpligtende arbejdskraft som muligt.

I den globaliserede økonomi er der ikke meget der ligger til hindring for at firmaerne skifter produktionsland med meget kort varsel, så snart et andet sted er billigere, og denne mulighed benytter tøjproducenter sig flittigt af. Tøjfabrikker har fået tilnavnet “sommerfuglefabrikker” da de flyver væk og forsvinder lige så hurtigt som de er opstået.

Globaliseringen og industrialisering har i disse lande ikke skabt vækst og velstand. I stedet er de blevet fanget i en tilstand af nedadgående konkurrence som kun i meget ringe grad skaber værdi for landet og arbejderne. Dette kaldes med det rammende udtryk race-to-the-bottom. Dette er blandt resultaterne af den globale handelspolitik som WTO eller det såkalde Washington Consensus er eksponent for.

Mange af de store internationale tøjfirmaer er nået til der de er i dag, på basis af en forretningsmodel som bidrager til denne nedadgående spiral. Tøjfirmaerne står udelukkende for designfasen, og ejer ikke de fabrikker hvor deres tøj bliver produceret. Når tøjet skal produceres sender de ordren i udbud blandt mellemleverandører, og får dem til at stå for al det praktiske. Disse ligger typisk i Hongkong eller Taiwan. Mellemleverandørerne har kontakt til en række fabrikanter hvoraf de vælger den der kan producere ordren billigst. Ofte vil den vindende fabrik ikke have mulighed for at producere hele ordren selv, og sender den ud til andre underleverandører.

Det korte af det lange er, at firmaerne ikke har mulighed for at føre kontrol med hvordan tøjet bliver produceret, og samtidig sætter rammerne op for kapløbet mod bunden.

Det er f.eks. firmaer som H&M, Zara og danske virksomheder som Bestseller og IC company. De to danske virksomheder er i den brede offentlighed mere kendt under deres brands som Vero Moda, Jack & Jones, Peak Performance, Martinique m.f. De er blandt europas største tøjvirksomheder.

Vi har derfor som danskere og vestlige forbrugere et ansvar for at tage et opgør med dette system gennem vores valg som forbrugere.