…eller sommerfuglefabrikker.

Sådan kaldes de også, fabrikkerne, når de vestlige firmaer der ejer dem har muligheden for at flytte dem rundt i udviklingslandene efter behag - og benytter sig af det. Blandt udviklingslandende er det et såkaldt race-to-the-bottom, når de for at tiltrække udenlandsk kapital og arbejdspladser opretter såkaldte eksportproduktionszoner, hvor sommerfuglefabrikkerne kan slå sig ned, fritaget for skat, betaling af el og vand, og miljø- og sociale hensyn.

Maquilaindustrien

Over det meste af Mellemamerika kaldes disse typer af fabrikker for Maquila’er - “samlebåndsfabrikker”. Maquilaindustrien bidrager kun i ringe grad til udviklingen af Mellemamerika, bl.a. fordi der på fabrikkerne ikke er brug for højtuddannet arbejdskraft. Samtidig skabes der ikke yderligere efterspørgsel på lokalt producerede varer, eftersom halvfabrikata indkøbes fra udenlandske importmarkeder og ikke fra det lokale marked.Derfor bringer disse maquilafabrikker ikke Mellemamerika fremad i den videre industrialiseringsproces.

Derudover ligger de fleste maquilaer i frihandelszonerne, der helt fysisk består af store indhegnede områder med fabrikshaller, der er forberedt og klar til, at en virksomhed kan rykke ind og starte med at producere. Her betaler de ikke skat, ting som vand og el er som regel gratis, og told og afgifter er de også fritaget for. For en fabrik der ligger i sådan en frizone er de pålagt at betale disse afgifter og skatter de er fritaget for i starten, men først efter en årrække på f.eks. 10 år. Som følge af at virksomhederne ikke er afhængige af noget som helst i det land de er stede i for at producere deres varer, og fordi de har muligheden for at fyre alle medarbejderne med øjeblikkelig virkning, flytter de, som sommerfuglefabrikker, til en anden frizone i et andet land, når kontrakten med en frizone udløber.

Realiteterne for de ansatte

Arbejdsforholdene i zonerne er ringe, og rettigheder er der ikke mange af. Lønnen presses ned af et enormt løntryk som følge af den store arbejdsløshed, og ved et uformelt forbud imod fagforeninger - uformelt - fordi det er et lovkrav at have muligheden for at være i fagforening, men reelt er det ‘ulovligt’ på de enkelte fabrikker. Her skal forstås at det som oftest medfører øjeblikkelig fyring med blacklisting til følge; man bliver simpelthen skrevet på den sorte liste der fungerer de fleste frizoner imellem, og derfor vil de dårlige muligheder for job blive endnu ringere.

Ydermere benytter de fleste maquilaer-ejere sig af, at de første to måneders ansættelse er en form for ‘prøveansættelse’. Der er specielt én ting som er meget vigtig når det gælder denne prøvetid: Man har ingen rettigheder som ansat på prøvekontrakt. Man kan fyres med øjeblikkelig virkning uden økonomisk godtgørelse. Dette bliver udnyttet groft, langt de fleste maquilaarbejdere i Mellemamerika er ansat på prøve, også selvom de reelt har arbejdet på samme maquila flere år i træk. De bliver fyret efter 59 dage, og genansat næste dag, og det er endnu en grund til at fagforeninger har svært ved at få fodfæste.