“OUR SWEAT! OUR SALE! OUR SUCCESS!”Sådan lyder slagordene fra Kooperativet “Nueva Vida” med en slet skjult henvisning til de fabrikker, populært sagt “sweatshops”, som syerskerne kommer fra.

Kooperativet ”Nueva Vida” blev startet i et samarbejde mellem lokale kvinder fra Managua (Nicaraguas hovedstad) og den amerikanske NGO ”Jubilee House Community” i 1999. ”Nueva Vida” er spansk og betyder ”nyt liv”, og det er hvad de kvindelige medejere af kooperativet har skabt. Kvinderne har selv opbygget fabrikken fra bunden af materialer de fik fra Jubilee House Community. Efter to års hårdt arbejde var fabrikken færdig. Kvinderne gik nu i gang med at lære produktionsapparaterne at kende, og så kunne den længe ventede produktion gå i gang
De første par år varetog fabrikken hovedsageligt små ordrer, da den var underlagt stor konkurrence fra de mange maquilafabrikker der ligger i frihandelszoner, hvilket bl.a. giver skatte, moms og toldmæssige fordele. Lovgivningen i Nicaragua tillader ikke kooperativer at være frihandelszoner, og derfor måtte ”Nueva Vida” oprette en praktisk sideløbende forretning for at få det nødvendige certifikat der endeligt i 2005 gav dem de samme fordele som maquilafabrikkerne i de almindelige frihandelszoner. Med certifikatet blev fabrikken en ligeværdig konkurrent til maquilafabrikkerne, og inspiration til at andre kooperativer kan gøre det samme. Nueva Vida var nemlig det første kooperativ, som kæmpede og til sidst fik et frihandelscertifikat.I dag har kooperativet over 80 medarbejdere, som alle får en ligelig del af overskuddet. Kooperativets primære produkt er t-shirts, og hver dag produceres 1500 af slagsen.

Historien om de 12 kvinder der i fællesskab byggede en fabrik op fra bunden er blevet en succes, ikke kun som et internationalt alternativ til maquilafabrikkernes dårlige arbejdsforhold, men også som et løft til lokalområdet, hvor mange familier har fået en værdig og fair indtægstkilde.
Læs mere om Nueva Vida på deres egen hjemmeside.
Se flere billeder fra fabrikken her
