Arkiv for februar 2009

Nyt om situationen på COMAMNUVI

De seneste fem måneder er vi i Paytime blevet bevidste om problemer hos vores nicaraguanske samarbejdspartner COMAMNUVI vedrørende medejerskab af fabrikken. Da Paytime besøgte kooperativet i 2006 fik vi at vide, at enhver, der bliver ansat som arbejder på fabrikken, efter et år vil blive sluset igennem et program, der skal føre til medejerskab af fabrikken. Således at alle arbejdere vil blive medejere.

COMAMNUVI har dog modsat de erklærede målsætninger en meget smal ejerdeltagelse. Kun 25 % af arbejderne er medejere – og der er ikke kommet nye medejere siden stiftelsen i 2001. Manglende materielle fordele er en af grundene, men koncentrationen af beslutninger på få mennesker, splid og dårlig stemning i medlemsskaren, samt manglende lyst til at åbne op for ejerskab til folk, der ikke har ofret lige så meget som grundlæggerne, er også - og måske vigtigere - medvirkende årsager. Problemet kom for dagens lys da Morten Fuglsang, medstifter af og aktiv i Paytime, i sommeren 2008 var på researchtur gennem Paytimes produktionskæde – fra bomuldsmarkerne i Peru, over væveriet i Costa Rica, til COMAMNUVI i Nicaragua (du vil snart kunne læse Morten Fuglsangs rapport i sin fulde længde her på hjemmesiden).

Vi har ventet med at offentliggøre problemerne indtil vi var klar over præcis hvor problemet ligger, hvordan kooperativet forholder sig til det og hvordan vi selv skal forholde os til sagen. Vi har siden oktober 2008 haft en korrespondance med fabrikken, hvor vi har ladet dem redegøre for deres version af problemstillingen. Derudover har vi haft Sven Gårn Hansen, freelance konsulent for bl.a. Mellemamerika Komiteen og bosat i Nicaraguas hovedstad Managua, til at udfærdige en rapport om forholdene på fabrikken.

På baggrund af konklusionerne fra Sven Gårn Hansens rapport har vi bedt fabrikken om at udfærdige en handlingsplan for de næste to år, der skal hjælpe dem med at få optaget flere medejere – så de således kan leve op til deres erklærede politikker og fortsat sælge fair trade tøj. Hvis der ikke sker mærkbare fremskridt indenfor den fastlagte tidsramme, har vi gjort det klart for kooperativet, at vi vil søge efter andre samarbejdspartnere. Sven Gårn Hansens rapport indeholder interviews med kilder, der ønsker at være anonyme, og derfor offentliggør vi ikke rapporten på vores hjemmeside.

Arbejdsforholdene på COMAMNUVI er dog stadigvæk af høj standard, og vi mener derfor stadig, at fabrikken kan forsvare at sælge deres varer som fair trade. Selvom kooperativet ikke lever op til de ovenfor beskrevne målsætninger, er de kommet langt i processen med at skabe en god og bæredygtig fair trade fabrik med respekt for både arbejdstagere og for miljøet.Idet Paytime ikke er et firma, der skal levere en fast defineret vareenhed, men derimod en forening og et projekt, der arbejder for bedre arbejdsforhold i udviklingslandene, fortsætter vi samarbejdet med COMAMNUVI så længe vi mener, at fabrikken er et godt og vigtigt alternativ til de traditionelle latinamerikanske sweatshops.

Samtidig med, at Paytime arbejder for bedre arbejdsforhold, arbejder vi også for gennemsigtighed i tekstilbranchen. Derfor er det vigtigt for os at kommunikere ud, at vi i vores egen produktionskæde ikke hemmeligholder informationer. Ved at offentliggøre problemerne på COMAMNUVI er Paytime med til at sætte fokus på de besværligheder og mangler der er i de fleste produktionskæder – også indenfor fair trade. Vi mener dog stadig at kampen for fair handel er en vigtig kamp og at COMAMNUVI er et vigtigt alternativ.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte os på paytime@paytime.dk.

Vi opdaterer løbende.

Nu er det også muligt at købe t-shirts i en fysisk butik

Det er nu muligt at købe t-shirts i butikken Permanent Design, Store Kongensgade 32 kælderen, 1264 København K.Det er selvfølgelig stadig muligt at købe t-shirts, gavekort og dvd’er i webshoppen. 






Close
E-mail It